Hvad er drivetid? Du kender sikkert ordet FORDRIVE som i ‘at fordrive tiden’ – at få tiden til at gå med noget. Det gør vi hele tiden. Faktisk mangler vi ofte tid til alt det, vi gerne vil nå.
Drivetid er vigtigt. Derfor er det lige netop dette, jeg afholder en hel workshop om med “Sådan få du mere tid”. Spørgsmålet til dig i dette blog indlæg handler om, hvordan du prioriterer tid til dig selv? Og hvis du gør, hvad du så laver i den tid?
Én af mine absolut top favoritter ift. at prioritere tid til mig selv er samtidig ét af mine højst værdsatte og foretrukne find-ro-værktøjer og i allerhøjeste grad et meget effektivt redskab til at fyre godt op under din kreative side. Dén får du her!
Drivetid og Drive-dage
Jeg praktiserer drivetid gennem dét, jeg kalder “drivedage”. Gerne hele dage men mindre kan også gøre det, drivetid. For mig er drivetid ét af mine allermest hellige egentids-rum, et sjæleomsorgsfuldt- og fredsgivende åndehul, hvor jeg både lader op, styrker kontakten til mig selv og ofte ideudvikler og kreerer på bedste vis.
Fri EGENTID – fri for bør, skal og må
Drivetid er tid for dig selv, der som det allervigtigste er HELT FRI for bør, skal og må. Der må altså på ingen måde være modstand forbundet med det, du gør i din frie “din-tid”.
Det lystbetonede NU
Tiden er til FRI LEG, grebet i og ud af nuets spontane, lystbetonede kraft. Tiden kan sagtens gå med praktiske ting, så længe du ikke mærker nogen form for modstand forbundet med at tænke på det du gør/vil gøre. Jeg har flere gange haft skønne stunder med at kreere diverse playlister, indrette tøjskab, rydde op i kælderrum etc..
Pointen er, at lysten er opstået i nuet. Jeg er måske kommet i tanke om en melodi, sang, et album, jeg ikke har hørt i lang tid, genhører den og får lyst il at lave en playliste med sange der stemningsmæssigt, læner sig op af den. Undervejs kommer jeg i tanke om andre sange, der har haft en særlig betydning for mig fra forskellige tidspunkter i mit liv. Erindringer og ideer til nye playlister dukker op – og sådan breder stemningen og flowet sig som ringe i vandet.
Andre gange er selvforkælelsen i den mere luksuspræget afdeling ; spa, overnatning på et skønt hotel etc. Eller naturoplevelser; vandringer til lands og til vands, siddende og kigge ud over havet, marker, i skovens dybe stille ro. Eller siddende på en bænk på et af de gamle smukke torve i indre København i den første spæde forårssol og lytte til byens liv, for dernæst at forsvinde ind i en spændende krimi på en hyggelig cafe lige om hjørnet.
Pist væk er tid-og-sted-følelse
Når jeg befinder mig i en tilstand, hvor den ene lystbetonede ting overlapper den næste, mærker jeg et “sindsskift”. Jeg glider lige som ind i en anden form for værens-stemning. Jeg gør ikke mere – jeg er . Tid-og-sted-følelsen opløses og forsvinder og når det sker, mærker jeg altid stor ro. Bliver jeg bevidst om denne følelse af ”ro” og begynder at “tænke” over den, mindskes den og forsvinder måske for en stund. Stemningen trives bedst “uberørt” af den frie tilstedeværelse i nuet.
Afsæt tid til dig-aftalen
Rummet til at praktisere drivetid, opstår på ingen måde af sig selv. Her møder du måske allerede din allerstørste udfordring – at afsætte tid til dig selv i en forvejen kompakt kalender. PRIORITERING, er nøgleordet. Du ved, at det vil
- gøre dig godt
- tanke dig op
- gøre dig glad
- give dig ny energi og virkelyst
– så der må og skal gøres plads til det. Dette er aftalen, du allerførst laver med dig selv. At afsætte en hel dag, som din kalender ser ud lige nu, er måske helt umuligt for dig. Bare du medtager det i din planlægning over længere tid. I så fald starter du nu op efter ”Lidt er bedre end ingenting”-princippet.
Du sætter dig ned og skriver din egen ”MIN-TID ( ”Gerda/Ole/Kirsten/Casper-tid”) ind i din kalender. Det kan være små dryp igennem en dag fra et kvarter til flere timers varighed.
Og HUSK at din ”MIN-TID” er absolut HELLIG. Kun jordskælv, familie fødsel, alvorlige ulykker og andet i samme kaliber kan skubbe din egentid væk fra kalenderbladet. Tiden er helt DIN EGEN og den er VIGTIG.
Ro og drivetid til dig med de bedste hilsner fra mig
Pi
0 kommentarer